2013 MG 4607Vores datter har fået hundehvalp. En lille krudttønde af en dværgpinschertæve med spidse tænder og et temperament som en hidsig hveps.

Én af betingelserne for at vores datter overhovedet kunne få hundehvalp, var at hun skulle til hundetræning med hvalpen. De blev tilmeldt hvalpemotivation hos, hvad der senere viste sig, en meget pædagogisk intruktør. De har trænet sit, dæk, lineføring og indkald med klikker og en størrer mængde godbidder. -Og mens datter og hvalp har modtaget undervisning, har damen med hund pænt siddet i bilen, og varmen, og fulgt med, så hvalpen ikke søgte damens selskab.

 

Alle træningsgange er startet med rundkreds. Det vil sige, at alle hvalpe med fører, er blevet stillet op i en cirkel med plads imellem hver ekvipage, hvorefter de på skift gået runden rundt og har hilst på hinanden. Med en flok legesyge hvalpe, tager det meeeget lang tid. 

Midt i træningstimen har der været "frikvarter", hvor hvalpene er blevet sluppet fri af seler og snor i hold af 2 - 3 stykker ad gangen. Der er ingen tvivl om at hvalpene har nydt den frie leg, og har givet den gas. Det har for det meste gået fint, men at komme når der bliver kaldt, og når man lige har det så sjovt, har været ret svært for pinscheren. Jeg har et par enkelte gange været tilkaldt, for at fange den vildtløbende lille bandit ind.

En gang tog den pædagogiske instruktør fusen på mig. Jeg havde fulgt med i, hvordan min datter forsøgte at kalde hvalpen til sig, "løbe den anden vej" og gemme sig, så den lille skulle synes at hun var vældig spændende og komme inden for rækkevidde, når deres frikvarter var slut. Hvalpen synes også det var en rigtig sjov leg, men fanges ind, ville den ikke. Jeg stod ud af bilen, inden instruktøren vinkede af mig, og var lidt stolt over mig selv over at være på forkant. Jeg listede lige så stille ind på træningspladsen. Da hvalpen så mig, kom den styrtende, og hoppede op ad mig. Da den meget pædagogiske instruktør fik øje på mig, klappede hun sine vantebeklædte hænder sammen og udbrød: Neeej, der kommer Mormor! Jeg blev noget paf, ikke helt sikker på hvordan jeg skulle reagere - følte mig lige pludselig gammel og kunne for mit indre øje se en flok børnebørn myldre rundt om mine fødder og mig selv i en blomstret kjole og med forklæde på.

Bag ved træneren kunne jeg se min datter bryde sammen i et kæmpe grin. Jeg skovlede den livlige hvalp op i armene, og holdt godt fast mens datteren grinende fil sele og snor på. Instruktøren så tilfreds ud, mens hun holdt øje med at hvalpen blev behørigt påklædt. Et øjeblik efter havde hun glemt alt om min datter og pinscheren og var gået videre med næste hold der skulle holde frikvarter.

På vej hjem i bilen, og med trænerens udbrud lidt på afstand, kunne jeg godt se det sjove i det. Datteren og jeg fik et godt grin mens banditten sov udmattelsens søvn på skødet af "mor".

images/2013.11_mormor images/2013.11_mormor images/2013.11_mormor
images/2013.11_mormor images/2013.11_mormor  

 

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér