DaisyDenne historie handler om, hvordan man klarer en overfyldt skraldesæk

Når man har hund, og have, kan det ikke undgås, at der ligger "landminer" på græsplænen som skal fjernes.Til det brug har vi indkøbt et ekstra skraldestativ. Skraldestativet bliver iklædt en skraldesæk af plastik, og så kan vi fylde i, hvilket vi gør til sådan cirka halvt fuld.

En forårsdag gik manden og jeg i haven, den trængte til en ordentlig overhaling. Græsplænen blev revet godt igennem, blade fejet sammen og puttet i plastsække og gamle ødelagte potter stablet og det hele sat klar til, at blive kørt til den lokale genbrugsstation.

Og så var der selvfølgelig stativet med sækken med landminer. Sækken var ualmindelig tung, og blev placeret i trillebøren, vi skal jo passe på vores rygge. Trillebøren med indhold blev stillet hen til al det andet der skulle smides ud. Klokken var blevet mange, så sulten skulle stilles inden bilen blev pakket.

Frokost blev indtaget i al hast, vi ville jo gerne være færdige med vores haveprojekt. Der ventede os dog en væmmelig overraskelse da vi kom ud til vores haveaffald. Sækken med "landminer" var utæt, så trillebøren indeholdt nu både sækken og en ækel flydende "lortegylle". Gode råd var mere end velkomne, mulige løsninger blev diskuteret: Skulle vi hente en ny tæt plastsæk og putte udenom? - Havde vi en spand stor nok til, at vi kunne stille sækken ned i? Kunne ungernes gamle badebassin være inde i bilen med sækken i? – Godt nok var der en plastikbakke i bunden af baggagerummet, men var den egnet til at transportere en læk pose landminer? Havde vi egentlig ikke en balje engang? Mange ideer blev vendt, men ingen umiddelbart brugbare.

skraldestativMen løsningen på vores ulækre problem lå faktisk lige for. Inspireret af en gammel bilreklame slog tanken ned i mig som en gammel kliche: Vi kunne jo blot sætte trillebøren ind i bilen! Manden kløede sig i hovedet, ikke helt overbevist om det smarte i min ide, men overgav sig efter en god portion overvejelser – han kunne ikke komme på noget bedre. Bilen blev kørt i stilling, bagsmækket åbnet op og så løftede vi i hver sin ende. Ind kom trillebøren med sit indhold.

Har du nogensinde prøvet at køre bil mens du har et grineflip? Det er næsten umuligt. Der er heldigvis ikke ret langt til vores genbrugsstation og det lykkedes at komme dertil uden uheld og for nedrullede vinduer. Til gengæld var både manden og Damen med hund helt opløste i hysteriske latteranfald, med tårer og løbende næser til følge. Bilen blev bakket hen til haveaffaldsbunken, trillebøren løftet ud af baggagerummet og tømt. Vi forsøgte at gøre det så diskret som muligt, men det var en meget vanskelig opgave da vi skraldgrinede og ikke kunne holde op.

Da plastsækken, nu tømt for landminer, var blevet smidt i "små brandbart", kunne vi løfte trillebøren ind i bilen igen og køre hjem, stadig for nedrullede vinduer, og skylle den godt af. Næste læs haveaffald kom afsted og blev læsset af, mens vi stadig morede os kostligt over første tur.

 

 

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér