Bertha Noa parring01 editHvor fantastisk, eller måske presserende, det end må være, skal generne og slægten føres videre.

Når en tæve kommer i løbetid, vil enhver hanhund der kan lugte hende begynde at opleve lyster og drifter der er svære at modstå, kort sagt, så bliver han elskovssyg. Hvis han får mulighed for det, vil han forsøge at parre tæven, også selvom han ender med bidmærker i snuden og komplet udmattet.

Selve agten går forholdsvis hurtigt, og tilsyneladende til begge parters tilfredshed, men det kommer efter må være knapt så hyggeligt.

Hanhunde har to svulme-legemer der sidder ved roden af penis, svulmekopperne. De svulmer op under selve parringen og er årsagen til at hanhunden ikke kan trække sig ud af tæven, når parringen er ovre. At han sidder fast sikrer, at al sæden der bliver pumpet ud, havner det rigtige sted, nemlig inde i tæven. Når hanhund og tæve hænger sammen, kan det tage en rum tid, før de kan kommer fri af hinanden igen – nogen gange helt op til en halv time. De fleste hanhunde hopper ned af tæven, når selve agten er slut, og så står de låst sammen bagende mod bagende.

Nu skal man jo ikke tillægge hunde, og dyr i almindelighed, menneskelige egenskaber og følelser, men jeg kan nu alligevel ikke lade være med at undre mig. For det ser temmelig pinagtigt ud, for ikke at tale om det pinlige ved at blive taget på sengen af mulige tilskuere, mens begge parter er ude af stand til at genoprette deres værdighed. Det virker heller ikke til at være ret behageligt for nogen af parterne. Der bliver pustet, sukket og ændret stilling lige til svulmekopperne er svundet så meget ind, at miraklet sker og de bliver udfriet, velsagtens til stor lettelse for dem begge.

Man kan forstille sig, hvor sårbar og pinlig en situation det det måtte være, hvis samme fastlåsning skete for mennesker. Tænk at ligge fastlåst og måske blive beskuet af en tredje, fjerde og femte part, mens sæden bliver pumpet fra mand til kvinde. Måske kunne parret være så heldig at kunne dække sig til med en dyne?

Heldigvis er hunde hunde, og naturen indrettet på en sådan måde, at generne og dermed arten kan videreføres og bestå på, den for hunde, bedste måde. Og heldigvis er vi mennesker ikke ligesom hunde.

2014 IMG 0009

2014 IMG 0010

 

 

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér