Milo strandVores genbrugshund Milo, en tysk pinscher, var en robust og på alle måder sund hund. 

Vi havde en hel klar forventning om at han ville blive meget gammel, og vi var helt sikre på, at han ville overleve vores breton Effie. De var jævnaldrende og havde fulgt hinanden gennem tykt og tyndt.

Effie havde vi forsøgt at parre flere gange uden held. Hun var fantastisk, både som familiehund og især som jagt- og prøvehund. Da hun var 5 år blev hun steriliseret på grund af en infektion i livmoderen. Da hun blev ældre fik hun lidt problemer med nyrer/blære og måtte have specialkost. Senere blev hun urenlig indendørs, og vi kunne konstatere at syn og hørelse var for nedadgående.

Samtidig var Milo sund og stærk. 

Da vores anden tæve fik sit første kuld hvalpe, 11 stk., tog Milo det med ophøjet ro, ihvertfald så længe han ikke behøvede at have kontakt med de små. Da de kunne komme omkring, måtte Milo finde sig nogle steder, hvor han kunne være i fred, for det der med hvalpe, var ikke lige ham.

Vi havde besluttet at beholde en hanhund selv. Og da 9 af de øvrige hvalpe var blevet solgt, ja, så var der altså to tilbage. De to bretonhvalpe var et par banditter, de lavede haven til en golfbane, løb rundt med samtlige af familiens sko og var frække over for de ældre i hundefamilien. 

Milo havde sin faste plads i den ene ende af sofaen - og det var hans! Når de to lømler nærmede sig, viste han tænder, og efterhånden som de blev størrer, måtte Milo ty til at bide efter dem, for at han kunne være i fred.

Påskebesøg

En dag i påsken, da Milo var blevet 10 år, var jeg en tur på stranden med hele flokken. Det var nærmest stormvejr og bølgerne stod højt ind over stranden ved Liseleje. Jeg bemærkede at Milo ikke var helt så frisk som han plejede, men tillage det den kolde blæst og hans alder. Dagen efter havde han det rigtig skidt, han krøb sammen, ville ikke forlade sit hjørne i sofaen og snerrede ad de andre hunde, når de kom for tæt på.

Selvom det var påske og dobbelt op på regningen, så måtte vi en tur til dyrlægen. Jeg måtte bære Milo ind i konsultationen. Dyrlægen gav ham en let bedøvelse, for han mente, at Milo skulle have taget et røngtenbillede af sin mave. Resultatet var en infektion i tarmene. Men der var mere. Milos mave blev grundigt scannet og mærket efter. Selv jeg kunne se, på både røngten og scanning, at der var noget derinde, som ikke skulle være der. Jeg fik mine meget bange anelser bekræftet, da dyrlægen fortalte mig, at han havde en stor knude inde i maven. Han var ikke i tvivl om, at det var cancer, og sagde til mig at han godt kunne blive opereret, men at prognosen for så gammel en hund ikke var ret god.

Puh ha, det var ikke lige det, jeg havde forventet. Og mens Milo lå på bordet og sov, fik jeg tænkt mig lidt om. Jeg synes ikke det var rimeligt, at min bedste ven skulle gennemgå operation, smerter og en langsom rekonvalescens, for måske et ekstra år at leve i. Jeg tog derfor den tunge beslutning at lade ham aflive, mens han alligevel var bedøvet.

Da jeg kom hjem, spurgte min, dengang 12 årige, søn, hvorfor jeg kom hjem med Milos halsbånd og snor. Jeg syntes selv, at jeg havde klaret mig pænt hos dyrlægen, men da jeg kiggede på det tomme halsbånd, stadig med Milos pels siddende i det, måtte jeg give efter og græde snot og tårer sammen med sønnen, mens breton Effie kiggede undrende på os.

Damen med hund var meget trist men også helt overbevist om, at det var den rigtige beslutning, at lade Milo aflive. Milo har været savnet og hver gang jeg ser en rød tysk pinscher, prøver jeg at finde Milo i den. Nu tænker vi på Milo med glæde, for han var en sjov og dejlig hund, som især Damen med hund har haft mange oplevelser med.

 

 

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér