Som overskriften antyder, så kan hunde faktisk snakke.

Men de kan kun snakke hundesprog, så det må mennesket, med sin overlegne intelligens lære, så vi kan høre de fortæller os.

Hunde har, helt fra nyfødt, evnen til at kommunikere med andre hunde. De starter selvfølge med deres mor og søskende, og senere når de har lært deres hundesprog, med andre hunde, både dem de kender og fremmede hunde.

Hunde kan fortælle os, hvis de bliver bange for os, bekymrede over vores adfærd, når de vil lege eller når de er venlige og vil kæle. Det kaldes for "dæmpende signaler", og det er dem mennesker skal lære at forstå.

Hvis mennnesker forstår hundenes signaler/sprog, vil det være en hjælp i vores kommunikation med vores firbenede kammerater. Og det uanset om vores hund er en brugshund der skal arbejde, eller om hunden er en familiehund til gåture og hygge.

Hvis vi kan lære, hvad det betyder når hunden gaber, slikker sig om munden eller bukker, så kommer vi langt med vores hund, til både hundens og menneskets glæde.

Det er vores ansvar at lære hundens sprog. Hunde lever deres liv, langt hen ad vejen, på menneskets betingelser, og de skal kunne finde sig i rigtig meget fra vores side. Men vores hundes OG vores "hundeholder-liv" bliver langt mere givende, når kommunikationen er i orden.

Barn og hund

Som voksne hundeejere er vi nødt til, at lære vores børn både respekt for hunden og hundens sprog. Ellers kan det ende grueligt galt.

Vores børn skal fx lære ikke at gå hen til en fremmed hund uden at spørge om lov. Når hunden sover og spiser, skal den være i fred. Man må ikke kramme, prikke eller hive i hunden. For der er vel ikke nogen der ønsker, at hunden skal bide fordi den føler sig trængt op i en krog? 

Man kan i stedet lære børnene nogle gode lege, at lege sammen med familiens hund. Man kan kan lære børnene at vende siden til, så hunden forstår, at de ikke er farlige; eller at blinke og gabe, for at vise venlighed.

Der har floreret billeder, især på Facebook, med børn og hunde i nogle situationer som nok de fleste opfatter som helt almindelige, sjove eller nuttede, men som af hunden opfattes særligt stressende eller angstfremkaldende. Det er situationer som kan være sekunder fra katastrofen - for både barn og hund: Et barn der trækker en hund i benet, en anden der krammer en bundet hund hårdt eller et lille barn der ligger oven på en hund og hiver den i skindet. Vi har nok alle set billeder i aviserne af børn der er blevet skambidt af en hund, og hvor det i artiklen fortælles, at hunden efterfølgende er blevet aflivet. Katastrofen kunne have været undgået, hvis der var blevet udvist bare en lille smule omtanke, og forældre og hundeejer havde lært at forstå deres hund, og ydermere lært barnet at omgås hunden på en god og respektfuld måde.

En løftet pegefinger?

Hvis du synes denne lille artikel er en løftet pegefinger, så har du nok ret. Men Damen med hund, synes det er synd og skam, at så mange mennesker afliver sunde og raske hunde, slet og ret fordi de ikke forstår deres hund. - Og fordi mange køber hund efter "nuttetheds-pricippet" eller som impulskøb, i stedet for at sætte sig ind i racernes særlige temperamenter og egenskaber. - Og fordi de ikke stiller sig spørgsmålet: Hvad kan jeg tilbyde en hund? - og fordi nogle mennesker ikke tænker på hunden som et levende væsen, men en ting, som man kan skille sig af med, når den bliver for besværgerlig. Er det rimeligt over for hunden? Er det rimeligt over for familien? 

Nej, vel!?

Her er lidt fra Dansk Kennel Klub som du kan læse:

• Før du køber hund
• Kørekort til hund
• Barn og hund
• Tema om børn og hunde
• "Skyd ikke hunden"

Her kan du læse om hundesprog og dæmpende signaler

• Hundesprog: Venlige signaler - af Irene Jarnved

• Forrige
• Næste