2015 11 03 09Her i familien har vi en ældre herre, dog i sin bedste alder, som er godheden selv og hvis mål i livet er, at finde fuglen, få den på vingerne og hente den til ”far”, når den er blevet skudt. Dette mål opfylder han i en sådan grad, at han får sine egne jagtinvitationer. Og han siger aldrig nej.

Lad os kalde hovedpersonen i denne historie for ”Karlsson”. Karlsson var for nylig på en større jagt, hvor han i sin glæde over selve jagten arbejdede med stor iver, og på den måde fik hentet rigtig mange af de fugle, der faldt den dag. Han imponerede hele jagtselskabet med sin rutine og dygtighed, for ikke at tale om den overordentlige store mængde energi han lagde for dagen. Da jagten var slut, paraden afholdt og de tobenede havde sagt farvel og på gensyn, blev Karlsson pakket i bilen, og så kørte han og ”Far” hjem.

Vel hjemme åbnede ”far” bagsmækken på bilen så Karlsson kunne komme ud. ”Han er nok sulten og trænger til et velfortjent hvil i den grå hundepude.” tænkte ”far” mens han åbnede for lågen i hundeburet. Men Karlsson, som ellers gerne vil ud af hundeburet og med ind og have noget at spise, blev liggende i buret. ”Kom så” kaldte ”far”. Karlsson løftede hovedet og kiggede på ”far” med et udtryk som ville han fortælle, at han var meget træt. ”Kom så, gamle dreng, vi skal ind og have mad” lokkede ”far”, og med besvær kom Karlsson på benene, humpede hen til kanten af bilens bagende, og hoppede ud, klodset og meget ulig hans sædvanlige ivrige lad-os-så-komme-ind-og-spise fremfærd. ”Far” var noget bekymret, og spekulerede på om Karlsson mon er ved at være for gammel, til at gå på jagt?

Senere, da Karlsson havde fået sin velfortjente aftensmad, blev ”far” og konen enige om, at Karlsson måtte en tur på spisebordet, så han kunne blive tjekket efter, om han var øm, havde fået sår og skrammer eller på anden måde kommet til skade. ”Far” løftede en meget modvillig Karlsson op på bordet (Jeg er ikke nogen puddelhund!) og holdt ham i et fast greb, mens konen mærkede ham efter. Der gik ikke mange øjeblikke før konen kunne konstatere, at den stakkels hunds pels var fuld af præstelus, småkviste og burrer. Skidtet sad godt fast, så der var ingen anden udvej end at hente frisørsaksen, for Karlsson er meget ømskindet og hyler som en såret ulv og vrider sig som en orm i en solsorts næb, når man forsøget at hive alt det indfiltrede ukrudt ud af hans pels.

Som sagt, så gjort. Frem kom saksen, og store klumper pels og burer røg af, totter fra fanerne på benene og på brystkassen kom også af sammen med præstelus og småkviste. Selv fanen på halestumpen røg.

2015 11 03 21Inde under bagbenene sad der kager af indtørret jord, som blev nulret til støv og til sidst, mente både konen og ”far”, at nu var Karlsson blevet befriet for alt det grimme der filtrede hans pels helt sammen. Karlsson fik lidt godbidder og var på vej ned på gulvet igen. Men konen råbte ”Stop!” og Karlsson måtte, ufrivilligt blive stående på spisebordet. Nu gik konen om bag ved Karlsson, og opdagede til sin store bekymring, at den tynde pels på Karlssons kugler var filtret helt og aldeles ind i store burrer. De sad så tæt på huden, at ”far” i sympati og medfølelse meget forsigtigt holdt hånden varsomt om Karlssons kugler mens konen omhyggeligt klippede burrerne af. Det tog meget lang tid, syntes Karlsson, for han var noget urolig imens – eller var han mon bange for at blive klippet i kronjuvelerne? Det krævede adskillige godbidder at holde ham rolig. Da konen havde klippet færdig, tog hun en rask beslutning – ALLE Karlssons faner blev klippet af, så han ikke kan få så meget skidt til at sidde fast i pelsen, i hvert fald ikke i denne jagtsæson.

Karlsson var meget glad, da han endelig fik lov til at komme ned fra spisebordet. Han hoppede rundt og logrede med hele kroppen, og fik et par ekstra godbidder. Men glæden varede ikke længe, for nu var det tid til et bad. Alt snavs og indtørret jord blev vasket ud af hans pels, også derinde under bagbenene. Da han var blevet tørret og havde fået velduftende olie i pelsen (sådan noget tøsepjat) lignede han næsten sig selv igen, men så alligevel ikke helt. For Karlsson havde en skaldet plet på siden, helt kortklippede ører, ingen faner på ben og brystkasse; og en breton uden faner ligner … ja, hvad ligner den egentlig? Karlsson så på samme tid meget lettet og meget ynkelig ud. Han kunne bevæge sig frit, uden at der var noget der hev ham i pels og hud, men samtidig også flov over den manglende hårpragt. Karlsson rystede sig og rullede sig derefter sammen på den grå pude og sov tungt, lige indtil næste dag hvor han var klar igen.

Heldigvis er Karlsson en meget glad hund, og han har nu helt glemt, at fanerne mangler, og stoltheden fik et lille knæk. Karlsson er heller ikke for gammel til at gå på jagt. Han fik en jagtinvitation til en jagt, hvor der manglede en dygtig hund, og er i skrivende stund på jagt i det jyske.

Lemo

Tilføj kommentar


Sikkerhedskode
Opdatér