Jeg er flere gange blevet spurgt, om ikke jeg bliver ked af det, når mine hvalpe bliver hentet af deres nye familie.

Som opdrætter går man højt op i at finde den helt rigtige avlspartner. Og når tæven er parret, så kan tiden gå uendelig langsom før tæven viser fysiske tegn på drægtighed og til hvalpene kommer. Man tænker meget på, hvor mange hvalpe der kommer, fordeling af køn og evt. farver. Når de nyfødte hvalpe så ligger hos deres mor, bliver man optaget af om de nu tager på som de skal, vokser og udvikler sig som de skal.

Hvalpene skal registreres hos DKK, der skal aftales besøg af “chippe-dame”, dyrlægen skal vaccinere og lave sundhedsbøger, og pludselig er der gået 8 uger, og de nye familier kommer for at afhente deres lille nye hvalp.

Som første gangs opdrætter kan man godt blive overvældet af, at det er tid til at sige farvel til de små pus, for ”de er jo så små og slet ikke klar endnu”. Selv om man jo godt ved, at man ikke kan beholde alle hvalpene, så kan det være svært at sige farvel.

Jeg har en hundeveninde, som havde syet små patchworktæpper til hver enkelte hvalp i sit første kuld hvalpe på 6. Og da hvalpene blev hentet, stod hun og hulkede, da hun skulle vinke farvel. Ved kuld nr. 2 sydede hun igen tæpper, men nøjedes med et en enkel tåre ved afskeden.

Nogle hvalpekøbere synes det må være ganske forfærdeligt for tæven, at hvalpene forsvinder. Der har været store afskedsscener, hvor hvalpene blev holdt ned i niveau så mor og barn kunne tage afsked.

Jeg syede ikke patchworktæpper til mit første kuld hvalpe, heller ikke til de efterfølgende kuld. Men også jeg havde det svært, da hvalpene fra første kuld skulle ud til deres nye familier. Jeg skjulte det dog godt, og nøjedes med at trille en tåre i enrum.

Efter nu at have haft 12 kuld, er jeg ikke ked af det mere, når hvalpene rejser hjemmefra. Jeg sælger mine hvalpe til folk, som giver mig en god mavefornemmelse. I langt de fleste tilfælde går det godt med hvalpene i deres nye familier.

Spørger man mig I dag, om jeg synes det er forfærdeligt at skulle sige farvel, så må jeg svare nej. Det er vemodigt at skulle tage afsked med de små, for de har optaget så meget tid og så mange overvejelser og tanker, og har fyldt så meget i mit liv i de 8 uger de har været hos mig, og også inden, mens de var på “tegnebrættet”. Samtidig ved jeg, at en hvalp, der bliver behandlet godt ikke ser sig tilbage; Jeg tror desuden ikke at hunde evner at savne, men blot forholder sig til nuet.

Alle opdrættere der har haft 2, 3, 4 hvalpe der ikke er blevet solgt, inden de 8 uger, ved hvor stort et arbejde, og hvor stort et ansvar det er, at have hvalpe gående, som skal ud og opleve verden på samme måde som deres søskende.

Der er godt nok stille hjemme, når den sidste hvalp er fløjet fra reden. Men når oprydning og rengøring er klaret, så er det tid til at glæde sig over, at hvalpene er kommet godt fra start, og ikke mindst de første billeder, beskeder og små beretninger der tikker ind på telefonen, Facebook og mail. Heldigvis er det nemt at holde kontakt med sine hvalpe og hvalpekøbere I dag. Og nogle hvalpe møder jeg i udstillingsringen, til træning osv.

Min hundeveninde har efterhånden haft flere kuld. Hun syer stadig tæpper til hver enkelt hvalp, men hun er også nået dertil, hvor afskeden ikke længere er fulgt af drama og gråd. Ligesom mig, synes hun det er vemodigt når hvalpene bliver hentet, men samtidig også glædeligt, fordi hun (og jeg) ved, at hun har gjort sit bedste for at avle nogle gode, sunde og dejlige hunde, som køberne bliver glade for.

• Næste