Jeg tog kontakt til en polsk opdrætter, som havde sendt mange af sine hvalpe til udlandet. Hun havde to kuld på vej, og sendte mig fiktive stamtavler på begge parringer. Navnene på forældrene og alle de øvrige hunde der lå bag ved, sagde ikke så meget. Men alle havde at hav af titler fra udstillinger, og sundhedsoplysningerne var helt i top. Jeg var ikke i tvivl og bestilte en tævehvalp, som skulle indgå i avlen her i Danmark.
Ventetiden var lang, og føltes endnu længere. Først skulle hvalpene fødes, derefter skulle der gå 8 uger før de måtte flytte hjemmefra. Det var dog ikke nok, for hvalpene skulle rabiesvaccineres og der skulle gå yderligere 3 uger. Derefter ventede vi på eksportstamtavle og diverse papirer fra de polske myndigheder.
Men ENDELIG kunne jeg hoppe på flyet til Warzawa. I Warzawa mødtes jeg med Anna og med min lille nye, 4 måneder gamle, tævehvalp. Og hvilken hvalp! Den skønneste, blødeste og elskelige lille hund, som smuttede rundt på skødet af Anna, og som alligevel var så nysgerrig, at hun gerne selv ville over til mig og hilse og putte. Jeg havde fået lov til selv at vælge hendes navn, det skulle bare starte med G. Hun kom til at hedde Gekko.
Gekko skuffede ikke mine forventninger. Hun var blid, meget ivrig efter at lære og træne, og meget kontaktsøgende. Hun faldt fint ind med resten af flokken, og blev lynhurtigt bedste ven med den jævnaldrende Soleil. Vi meldte os til hvalpelydighed, ringtræning og nosework. Hun blev tilmeldt til nogle udstillinger, som hun klarede med fine kritikker og flotte placeringer med røde bånd.
Da Gekko var omkring et år gammel, skete ulykken. Hun var i haven med de andre hunde. Jeg ordnede vasketøj, og pludselig kunne jeg høre et højt hyl. Da jeg løber ud i haven, løber alle hunde rundt som om intet er hændt. Jeg går ind til vasketøjet, og et øjeblik senere kommer Gekko løbende og smutter ind i stuen og lægger sig. Jeg tænkte ikke nærmere over det før senere på eftermiddagen, hvor hun kom haltende ud i køkkenet. Manden mente at hun nok bare havde slået sig, og at vi lige skulle se tiden an.
Det var tydeligt at Gekko havde ondt, så vi måtte forbi dyrlægen. På venstre bagben var diagnosen patella i let grad. Knæskallen på højre bagben sad helt løst, faktisk sad den på indersiden af benet. Den var desuden så løs, at dyrlægen mente at korsbåndet var sprunget; det kunne kun en operation vise, og sådan en operation kunne MÅSKE hjælpe. Gode råd var dyre, og det var operationen også. Jeg var meget tæt på at lade Gekko aflive, men overtalt af dyrlægen, tog jeg hende med hjem, sammen med noget smertestillende.
Gekko forvandlede sig til en meget trist lille hund. Hun lå meget ned, sov meget; hun ville gerne putte i sofaen, men kunne ikke hoppe op. Hun gik på 3 ben. Hun blev båret op og ned ad trapperne, og op under dynen om natten. Jeg forsøgte at give hende nogle små gode oplevelser, så livet alligevel var værd at leve. Hun begyndte at gå til svømning, og langsomt vendte gamle Gekko tilbage.
Gekko får ikke længere smertestillende medicin. Hun vil gerne ud at gå og opleve. Hun er fast med i stalden, og holder styr på både katte og høns. Og hun er begyndt at lege! Det hele foregår dog stadig mest på tre ben, så vi fortsætter med svømningen, og så skal hun skal til at gå på løbebånd, så musklerne i begge bagben bliver stærke. Gekko er glad. Hun er ikke længere truet af aflivning, og så længe hun trives og ikke har ondt, så bliver hun her hos os.
Opdrættere planlægger ofte flere år ud i fremtiden. Det gjorde jeg også. På et splitsekund faldt alle planerne på gulvet, og jeg må gå andre veje. Gekko kan ikke indgå i avlen fordi hun har patella, som er arveligt, og da hendes bagben ikke kan holde til at bære en graviditet. Det er brandærgerligt, men der er ikke noget at gøre ved det. Skuffelsen er stor, ikke over Gekko, men over hendes skæbne, og over at planerne om nogle Superhvalpe ikke kan blive en realitet.