I juli var han med på apporteringsprøve i Køge/Herfølge jagtforening, som har en stor skøn mark at apportere på. Der er også en skydebane, som er lukket inde bag en høj jordvold. Da prøven gik i gang, var der mange jægere der var på besøg på skydebanen. Når man er jagthund, er knaldene fra skuddene tegn på, at der sker noget spændende, og at der er noget der skal samles op.

Vores erfarne jagthund blev meget animeret af alle skuddene, og han klarede sine apporteringsopgaver hurtigt og sikkert, mens haglene føg om ørene på os. Mens vi stod og ventede på, at vi skulle videre til vandbanen, fløj et stort passagerfly ret lavt hen over os. Hunden fik øje på flyet, rejste ørene og satte af i et forsøg på at prelle. Men jeg var i den anden ende af snoren, så han kom ikke ret langt. I stedet satte han sig og kiggede ivrigt efter flyet. Jeg var noget overrasket over, at han var parat til at jagte et larmende fly, måske hele vejen til Kastrup, at han kunne tage så meget fejl af fly kontra fugl. Nu er han jo bare en hund, men en dygtig jagthund med alle sine instinkter intakte. Måske var det i virkeligheden fordi han var så tændt af alle skuddene på skydebanen, at han var klar til at gå på jagt?

De øvrige deltagere på prøven morede sig i hvert fald over min jagtivrige hunds forsøg på at prelle ... et fly.